mandag den 2. marts 2015

Junior VM 2015 forudsigelser - Damer

Chen, Sakhanovich, Higuchi og Medvedeva er blandt medaljekandidaterne.

Junior VM 2015 i kunstskøjteløb begynder med damernes konkurrence, hvor vi har et aldeles dybt felt med mange springstærke damer - alle topkandidaterne forsøger dog relativ samme sværhedsgrad, så marginen for fejl er ikke stor, hvis man vil på podiet.

Rusland har ryddet podiet de to forrige gange og taget guld de fire forrige gange, og dette kan sagtens gentages igen. Favorit er uden tvivl den regerende bronzevinder Evgenia Medvedeva, som denne sæson er ubesejret på junior niveau deriblandt med JGPF-guld. Hun har momentum med sig, så med rene løb styrer hun sin egen skæbne.

Den regerende sølvvinder Serafima Sakhanovich startede også sæsonen med to JGP-sejre, men hun har til tider udvist svaghed i det korte program, hvilket har elimineret hendes chance for guld. Samlet set er hun stadig meget pålidelig.

Den tredje russer Maria Sotskova gør sin Junior VM-debut. På grund af skader havde hun en lidt langsom start på sæsonen, men hun er progressivt blevet bedre, og senest slog hun Sakhanovich ved de russiske juniormesterskaber, hvor hun tog sølv.

Et af årets nye navne er Wakaba Higuchi, som nok er Japans største medaljehåb hos damerne. Hun har imponeret med bronze ved både JGPF og de japanske seniormesterskaber. Præsentationen mangler lidt arbejde, men hun har masser af fart og eksplosive spring i sit repetoire.

Amerikas bedste medaljehåb er Karen Chen, som generelt har døjet med skader og det betød også en skuffende 9. plads forrige år. Hun er dog en særdeles god all-round løber med god præsentation, men hun mangler stadig stabilitet på de store springkombinationer.

Yuka Nagai hører til underdog kategorien. Hun kvalificerede sig til JGPF, hvor det blev til en 5. plads. Nagai har både sværhedsgraden og evnen til at løbe solide korte programmer, men pops i det lange program har det med at trække hende ned.

Danmark repræsenteres af Pernille Sørensen, som tog en 18. plads forrige år.

Mine forudsigelser
1. Evgenia Medvedeva RUS
2. Serafima Sakhanovich RUS
3. Maria Sotskova RUS
4. Wakaba Higuchi JPN
5. Karen Chen USA
6. Yuka Nagai JPN
7. Elizabet Turzynbaeva KAZ
8. Da Bin Choi KOR
9. Nicole Rajicova SVK
10. Tyler Pierce USA

Se flere detaljer her.

Ingen kommentarer: