onsdag den 2. december 2009

Grand Prix Finale træning

Så er alle skøjteløberne ankommet til Tokyo, og træningen er i fuld gang!

Nobunari Oda var en springbønne og udførte bl.a. en 4tåloop-3tåloop-3loop kombination! Daisuke Takahashi udførte en quad tåloop, mens Miki Ando bl.a. udførte en 2axel-3tåloop og sin signatur 3lutz-3loop kombination.


Endnu et klip der viser Odas quad kombination, samt en enorm 3axel-3tåloop-3loop kombination.


Et klip der viser Yuna Kims tripel flip. Hendes træner Brian Orser har ændret på indgangen til flippen, så den burde være solid denne gang.


Lad os så bare håbe, at de ikke efterlader springene i deres træning...

Grand Prix Finale tidsplan

Grand Prix Finalen finder sted i Tokyo i Japan, hvilket er 8 timer foran Danmark.

Tidsplan (dansk tid, GMT +1)

Torsdag d. 3 december
09:00 - Junior parrenes korte program
10:30 - Junior mændenes korte program
12:00 - Senior parrenes korte program
13:15 - Senior originaldans

Fredag d. 4 december
07:00 - Junior mændenes lange program
08:35 - Junior parrenes lange program
10:30 - Senior mændenes korte program
11:40 - Senior damernes korte program
12:50 - Senior fridans

Lørdag d. 5 december
05:30 - Junior originaldans
06:55 - Junior damernes korte program
08:25 - Senior parrenes lange program
10:00 - Senior mændenes lange program
11:30 - Senior damernes lange program

Søndag d. 6 december
04:30 - Junior fridans
06:06 - Junior damernes lange program

Jeg ved ikke om, der er nogle internetsider der streamer finalen live. Tjek selv min linkliste i de nævnte tidsrum.

Grand Prix Finale forudsigelser: Isdans

Fra venstre til højre, nedad: Meryl Davis og Charlie White (USA), Tessa Virtue og Scott Moir (CAN), Nathalie Pechalet og Fabian Bourzat (FRA), Anna Cappellini og Luca Lanotte (ITA), Sinead Kerr og John Kerr (GBR) og Vanessa Crone og Paul Poirier (CAN).

Nu da Tanith Belbin og Benjamin Agosto har trukket sig ud af finalen, bliver kampen om guldet mellem Meryl Davis og Charlie White og Tessa Virtue og Scott Moir. Parret er så lige som det er muligt: ved VM var deres samlede score kun 0.04 point fra hinanden, og denne sæson er deres sammenlagte scores ved deres to Grand Prix'er under 1 point fra hinanden. Ved Grand Prix Finalen danses der ikke en obligatorisk dans, hvilket taler til Davis og Whites fordel, da denne dans typisk er deres svaghed.

Bronzefavoritterne er franske Nathalie Pechalat og Fabian Bourzat. Isdanseparret har virkeligt gjort store fremskridt den seneste tid. De næste tre par deltager alle i finalen for første gang: Anna Cappellini og Luca Lanotte kvalificerede sig lidt overraskende til finalen. De er ellers Italiens isdansepar nr. 2, men Faiella og Scali formåede ikke at kvalificere sig, da de trak sig ud af deres anden Grand Prix. Sinead Kerr og John Kerr har allerede kvalificeret sig til OL, så de bruger nok finalen som træning. Canadiske Vanessa Crone og Paul Poirier var heldige at komme til finalen, da to par aflyste. En medalje synes usandsynlig, men en god placering vil cementere deres status som favoritter til den anden plads, Canada har i isdans til OL.

Mine gæt:
1. Meryl Davis/Charlie White
2. Tessa Virtue/Scott Moir
3. Nathalie Pechalat/Fabian Bourzat
4. Sinead Kerr/John Kerr
5. Anna Cappellini/Luca Lanotte
6. Vanessa Crone/Paul Poirier

Grand Prix Finale forudsigelser: Par

Fra venstre til højre, nedad: Xue Shen og Hongbo Zhao (CHN), Qing Pang og Jian Tong (CHN), Maria Mukhortova og Maxim Trankov (RUS), Aliona Savchenko og Robin Szolkowy (GER), Yuko Kavaguti og Alexander Smirnov (RUS) og Dan Zhang og Hao Zhang (CHN).


Parrenes konkurrence bliver meget nervepirrende, da alle OL-guldfavoritter kommer til at dyste mod hinanden.

Det bliver især spændende at se, hvordan kineserne Xue Shen og Hongbo Zhao og tyskerne Aliona Savchenko og Robin Szolkowy placerer ift. hinanden. Begge par er topkandidater til guldet i Vancouver, men de kunne ikke være mere forskellige i deres skøjtestil. Shen og Zhao vandt begge deres Grand Prix'er med en overbevisende margin, og de laver sjældent større fejl i deres programmer, så en medalje burde ikke være svær at vinde. Skulle de vinde guld, bliver det deres sjette Grand Prix Finale-sejr! Savchenko og Szolkowy er mere upålidelige, specielt i deres lange program (fx nedsmeltningerne ved TEB 2009 og GPF 2008). Tyskerne har dog opnået den højeste samlede score i sæsonen, så de har potentialet til at vinde guldet. Jeg tror dog ikke at de vil, da parret typisk 'topper' senere i sæson, og de er det par med længst rejsetid samt mindst forberedelsestid.

Qing Pang og Jian Tong er de regerende Grand Prix Finale-mestre, og med hele to Grand Prix sejre i sæsonen er de absolut favoritter til en medalje. I forhold til Shen og Zhao samt Savchenko og Szolkowy har parret et dårligere kort program. Styrken ligger i deres lange program, som de har skøjtet meget solidt indtil videre.

Det ville ikke være en konkurrence uden et russisk toppar, her Maria Mukhortova og Maxim Trankov. Parret har på magisk vis opnået at skøjte to rene lange programmer (jeg tæller også Skate Canada med som rent), og gentager de succesen her, kunne det blive til deres første Grand Prix Finale medalje. Deres landsmænd Yuko Kavaguti og Alexander Smirnov har været knap så solide, og det vil blive spændende at se, om de vil risikere at prøve quad salchowen i deres lange program igen. Det ville være en sejr for dem at slå Mukhortova og Trankov, som indtil videre har stjålet deres plads som Ruslands nr. 1 par.

Dan Zhang og Hao Zhang runder den kinesiske trio af, men indtil videre har deres programmer været lidet imponerende, så et kinesisk podium synes usandsynligt. Forhåbentligt har de ændret en smule i deres programmer, så de (især Dan) kan skøjte dem med mere overbevisning.

Mine gæt:
1. Xue Shen/Hongbo Zhao
2. Qing Pang/Jian Tong
3. Aliona Savchenko/Robin Szolkowy
4. Maria Mukhortova/Maxim Trankov
5. Yuko Kavaguti/Alexander Smirnov
6. Dan Zhang/Hao Zhang

Grand Prix Finale forudsigelser: Damer

I urets retning: Yuna Kim (KOR), Miki Ando (JPN), Joannie Rochette (CAN), Akiko Suzuki (JPN), Ashley Wagner (USA) og Alena Leonova (RUS).

Yuna Kim er som sædvanlig favorit til at vinde guldet. Ved Skate America viste hun i sit lange program, at hun ikke var uovervindelig som tidligere anset, men hun har for vane at være så langt forud efter det korte program, at ingen kan indhente hende. Grand Prix Finalen er hendes sidste konkurrence før OL, og det ville styrke hendes selvsikkerhed, hvis hun endeligt kunne skøjte et rent langt program.

Miki Ando vandt begge sine Grand Prix'er, men ikke særligt overbevisende. Der var rygter om, at hun ville prøve quad'en (salchow) ved finalen, men hun har fortalt, at det fornuftigste ville være, at få sin tripel-tripel kombination tilbage (jeg er helt enig). Ando er den eneste af finalisterne, der har slået Yuna Kim før (VM 2007). Hendes landsmand Akiko Suzuki kvalificerede sig med nød og næppe til finalen. Måske klarede hun sig dårligt ved Skate Canada pga. jetlag, så her vil hun helt klart have den fordel, at hun er den eneste kvindelig finalist, der træner i Japan. Den japanske kvinde, der vinder placerer højst OG vinder en medalje ved finalen, får en af 3 pladser til OL.

Joannie Rochette blev sidste sæson udnævnt som favorit til sølvet ved OL, men har hele sæsonen kæmpet med at skøjte to solide programmer ved samme konkurrence. Hendes springteknik er meget solid, så måske er presset ved at stige hende til hovedet. Hun har helt sikkert potentialet til at slå Kim, hvis hun får ro på nerverne.

Siden sin sejr ved junior VM forrige sæson har Alena Leonova opnået store solide resultater: medaljer ved begge Grand Prix'er og sin første tur til finalen. Leonova har en lidt upoleret præsentation, men er helt sikkert underdog til en medalje, hvis de andre ikke viser tegn på forbedring.

Ashley Wagner er den eneste amerikanske kvinde ved finalen. Vinder hun en medalje her, vil hun komme først i køen om en af kun to pladser til OL. Hun skal dog sørge for at få roteret sine spring helt.

Mine gæt:
1. Yuna Kim
2. Miki Ando
3. Akiko Suzuki
4. Joannie Rochette
5. Alena Leonova
6. Ashley Wagner